Suppe i barselperioden er en tradition, som vi både ser i østen og i vesten, og opskrifterne er bemærkelsesværdigt ens over hele kloden. De kinesiske kraftsupper har dog det særpræg, at de bliver kogt meget længe. Det koncentrerer varme og næringsstoffer i suppen og giver den en bemærkelsesværdigt styrkende effekt. Det er vigtigt, at råvarerne tilsættes i den rækkefølge, der beskrives nedenfor. Ingredienserne har hver især egenskaber, der knytter dem til en af de fem faser eller årstider, og når de tilsættes i fasernes/årstidernes rækkefølge, giver det suppen en særlig dynamik, vitalitet og afrundethed. Det er interessant, at selv efter at være kogt 4-5 timer, koger grønsagerne ikke ud, når suppen laves efter denne fremgangsmåde. Den sidste ingrediens i opskriften hører til Træ-fasen og forårsenergien – dette står for en god start i denne første tid med dit barn.
ILD
- 4 liter kogende vand
- 1 spsk timian
JORD
- 1 stykke selleri
- 4 små gulerødder eller 2 pastinakker
- 4 kartofler eller 2 søde kartofler
- 1 kvist løvstikke
- 2 skiver tørret Dang Gui rod (styrker Blod og mælkedannelse, kan udelades)
- 5 tørrede røde dadler (Jujube, styrker Blod og mælkedannelse, kan udelades)
METAL
- 1-2 fed hvidløg
- 5 hele peberkorn
- 1 stykke frisk, revet ingefær (ca. 1-1,5 cm)
VAND
- 1/2 kop sorte bønner, som har stået i blød over nat og er blevet vasket grundigt bagefter
TRÆ
- 2 kyllingelår eller en lille suppehøne; hvis der er meget fedt, fjern det
Tilberedning
Alle ingredienser tilsættes i den nævnte rækkefølge. Suppen koges under låg i 4 timer på laveste blus. Efter kogning sies suppen, så kun essensen er tilbage og kan drikkes.
Kraftsuppen indtages varm tre gange dagligt i en lille skål, enten som den er, eller tilsæt lidt kogt korn, feks quinoa eller hirse. Du kan fryse suppen i små portioner. Kog den i 10 minutter efter optøning, det forstærker den styrkende virkning af suppen.
Kilde: Ruthild Schulze, ’Die Jahreszeiten im Palast des Kindes’
OBS! Jujube og Dang Gui kan købes i små portioner ved henvendelse til info@acubirth.dk
giv en kommentar :-)