20. januar 2019

En rejse gennem graviditetens årstider

Del 3: Ild-fasen - graviditetens sommer

- fra midten af graviditetsuge 9 til starten af uge 17

Dette er det tredie i en serie på 8 indlæg, der handler om graviditet, fødsel og barselperiode set i et traditionelt, østasiatisk fem fase perspektiv (læs forrige indlæg her). Min erfaring er, at 5-fase perspektivet kan fordybe din forståelse af dig selv, dit barn og graviditetsprocessen og dermed give dig muligheden for at støtte dig selv, søge relevant støtte og vokse – både fysisk og personligt – mens du er gravid. For hver fase er der madopskrifter, råd og vejledning omkring typiske temaer i fasen, forslag til blomsteressenser og meget mere. Mit håb er, at det også vil være til gavn for dig, dit barn og din familie i denne helt specielle periode i jeres liv :-)

Ild-fasens energi

Ild-fasen er graviditetens sommer. I naturen folder blomsterne sig ud og naturen står i sit fineste og mest overdådige skønhedsflor. Solen står højt på himlen og bader alt i varme og stråleglans. Varme, skønhed, glæde, blomstring og livsudfoldelse er kvaliteter, der hører til Ild-fasen. Fysisk mærker du måske mere energi og glæde og en øget varmefølelse. Nogle gravide blomstrer op i denne fase, øjnene stråler, håret skinner, huden strutter af sundhed, og alt dette kan have en stærk tiltrækningskraft på andre mennesker.

følelser, kommunikation & relationer

Følelser, kommunikation og relationer er vigtige temaer i Ild-fasen. Måske begynder du i højere grad at søge andres selskab, og det er nu tid at fortælle andre om graviditeten. At åbne dig følelsesmæssigt for dig selv, din partner, dit barn og også din øvrige familie og omgangskreds kan fordybe dine relationer og måske give dig nye erfaringer af følelsesmæssig kontakt og kærlighed. Måske åbner der sig også nye muligheder for at arbejde med eventuelle vanskelige relationer.
Svære følelser er en ligeså vigtig del af Ild-fasens udtryk. Tidligere oplevelser, der har sat sig følelsesmæssige spor, kan komme op til overfladen. Hvis du giver dig selv følelsesmæssig kontakt og medfølelse, og beder om den hjælp, der måske er nødvendig, kan denne periode være en mulighed for forløsning og befrielse. 

hede

Den varme Ild-energi kan også blive for meget. Vi kan ’brænde ud’ og ’brænde vores lys i begge ender’ og du kan måske opleve uro, agitation, hjertebanken og blister i munden, eller du kan have svært ved at falde i søvn som tegn på et overskud af varme. Måske fortsætter din kvalme ud over de første 12 uger. Det er vigtigt at erkende, hvor og hvordan du måske genererer for meget hede og ubalance og skelne mellem dét, der understøtter dig og dit barn, og dét, der ikke gør.

hvordan kan du støtte dig selv i Ild-fasen?

Den følelsesmæssige kraft, som Ild repræsenterer, har kapaciteten til at smelte modstanden i dig selv og de steder i dig, som måske er stivnede, og giver dig dermed muligheden for at lære dig selv bedre at kende. Giv dig selv lov at mærke dine følelser – både de opløftende og de svære, og øv dig i at rumme dig selv og andre. For jer som par giver Ild-energien en enestående mulighed for at fordybe og styrke jeres relation følelsesmæssigt og intimt. Giv tid og plads til berøring, erotik og seksualitet. Pas på dig selv, omgiv dig med relationer, der støtter dig, og brug din energi til at støtte dig selv og dine nære relationer i stedet for at brænde den af på ting, der er mindre vigtige for dig.

Ild-fasens kornsort

Til hver fase er knyttet en kornsort, som energetisk har samme frekvens, som fasens energi. Det betyder, at du kan bruge fasens kornsort som en slags medicin til at skabe balance, hvis du har graviditetsgener, der relaterer til fasen.

Rug er den kornsort, der hører til Ild-fasen. Hvis du har uro, søvnproblemer, blister i munden eller andre gener, der relaterer til Ild, kan du prøve at koge rug sammen med eller i stedet for ris, bruge rugflager i din morgengrød, eller du kan bage et gammeldags rugbrød med surdej, se oldefars opskrift nedenfor.

kost i Ild-fasen

De 5 smage: sur, bitter, sød, stærk og salt knytter sig til elementerne: Træ, Ild, Jord, Metal og Vand. I den kinesisk kostlære lægges vægt på, at alle 5 smage er repræsenteret i ethvert måltid.

Du kan understøtte den fase, du er i ved at spise mad, der styrker elementet. Det kan  hjælpe dig med at komme styrket igennem den pågældende fase og forebygge graviditetsgener, der knytter sig til fasen. Til Ild-fasen knytter sig den røde farve og den bitre smag.

Kost, der er særligt gavnlig i Ild-fasen af din graviditet:

  • De fleste røde fødevarer, feks tomater, rød peberfrugt, blommer, røde æbler, rabarber, vandmelon
  • Fødevarer, der ligner hjerter, feks. jordbær & hindbær
  • Citrusskaller, kumquat, abrikoser
  • Tørrede fødevarer
  • Lam, vildt
  • Tranebærsaft, kulsyreholdige drikkevarer
  • Mørk chokolade 
  • Bitre fødevarer, feks cikorie, rucola,radicchio, hjertesalat, mælkebøtte og brøndkarse, er gode i begrænsede mængder; spiser du for meget bittert, kan det øge ophobningen af væske i kroppen; evt. kan det tilføres en smule varme i en wok el.lign.

oldefar's hjemmebagte rugbrød

1. dag:      

1 l. lunkent vand 
surdej - få den af en ven eller lav den selv, se feks. her
4 tsk. salt
500 g. spelt- eller hvedemel
500 g. groft rugmel
røres sammen i et stort fad – hæver i ca. 12 timer.
 
2. dag:
1 maltøl eller 330 ml vand
600 g. knækkede rugkerner
tilsættes, og det røres sammen.
 
NB: TAG NU SURDEJ FRA TIL NÆSTE GANG!
 
Dejen fyldes i to forme og efterhæver i formene i 3-6 timer.
 
Bages i formene 1 time ved 100 grader. Der skrues op til 200 grader og brødene bages yderligere 1 time. Du kan evt. lægge bagepapir over for at undgå en alt for hård skorpe. 
Brødene tages ud af ovnen, lægges på en rist og pensles eventuelt med smør eller olivenolie (det er ikke nødvendigt) og bliver liggende, mens de køler af.
Den øverste skorpe er ret hård. Det er lettest at skære dem med bunden opad.


(Gammel familieopskrift)

Tak fordi du læste med :-)

Rejsen gennem graviditetens årstider fortsætter. Næste afsnit handler om Jord-fasen, graviditetens sensommer.

Kærligst, Johanne

kilder

Ruthild Schulze m.fl.: ’Die Jahreszeiten im Palast des Kindes’, Hebammenforum, august 2007
Nigel Ching: ’Akupunkturens Grundpricipper’, Forlaget Klitrose, København 2012
Franz Huebotter: ‘Shou Shi Bian. Ein chinesisches Lehrbuch der Geburtshilfe.’ Urban & Schwarzenberg, Berlin 1913
Li & Krautwald: ’The Path of the Empress’, Krautwaldverlag, Hamburg 2012
Daverick Leggett: 'Helping Ourselves: A Guide to Traditional Chinese Food Energetics', Meridian Press
Daverick Legget: 'Recipes for Self-Healing', Meridian Press
Christiane Seifert: 'Die Fünf-Elemente-Küche', Knaur MensSana 2007
Sarah J. Buckley: 'Gentle Birth, Gentle Mothering', Celestial Arts, Berkeley 2009
Henrik Dybvad Larsen: Fosterets og fødslens psykologi', Pregnant Press 2018
Lillian Bridges: ’About the 5 Elements of Food’, http://5elementfood.blogspot.dk/p/five-elements-of-food.html
Mathilde Siegumfeldt: diverse opskrifter, kontakt: @psykomotorik_mathilde

læs også:

Læs om Mathilde's og hendes søn Olmo's rejse gennem graviditetens årstider

klik her

kursus for fødselshjælpere & akupunktører

Lær at støtte den gravide gennem de 5 faser med akupressur, urter, blomsteressenser og vejledning i kost & livsstil.

læs mere og tilmeld dig her

Tilmeld dig maillisten og få direkte besked, når der er nye blogindlæg :-)

...eller følg mig på instagram: @johannesiegumfeldt

0 kommentar(er)

giv en kommentar :-)