I et østasiatisk medicinsk perspektiv er Milten sammen med Maven ansvarlig for fordøjelsen og omsætningen af mad og drikke til blod og energi. Fordøjelsen er først og fremmest afhængig af, hvor stærk og velfungerende Milten er, og mindre af kvaliteten af den mad, vi spiser.
Inden for 5-fase princippet tilhører Milten Jordelementet og står for næring, støtte, omsorg, medfølelse, de moderlige kvaliteter og den omsluttende, feminine energi. Jordkloden er et billede på miltens funktion; den giver os næring og holder os og understøtter os, heraf betegnelsen Moder Jord.
Milten har endvidere at gøre med intellektet, tankevirksomheden samt kapaciteten til at fordøje information og uddrage og tilegne os viden. For meget mad slører bevidstheden. For megen læsning/studeren kan medføre lyst til sukker, som er et udtryk for, at miltens energi bliver forbrugt. Overbekymring kan skade Milten og for eksempel medføre diarré.
Følelsesmæssigt har Milten at gøre med tilpasning og med kapaciteten til at møde og opfylde egne og andres følelsesmæssige behov. Kvaliteten af den kontakt og næring, vi har fået i vores tidlige liv, har dyb indflydelse på vores evne til at nære os selv og tage ansvaret for vore egne behov, samt på vores følelse af at fortjene næring og vores tillid til, at der er næring nok til os.
Sørger vi ikke for at møde og opfylde vore egne fysiske og følelsesmæssige behov, kan det medføre trøstespisning - vi spiser for at undertrykke følelser og behov, eller vi overkontrollerer vores spisning af samme årsag.
Sammenhængen mellem mad og følelsesmæssige behov grundlægges ved mors bryst, og vores forhold til mad er således afhængigt af den helt tidlige kontakt med vores mor. Inden for vestlig udviklingspsykologi taler man om, at vi etablerer en indre mor – denne mekanisme kan sammenlignes med Miltens rolle inden for østasiatisk medicin.