Akupunktur er en ca. 4500 år gammel behandlingsform indenfor den kinesiske medicinske tradition.
Kinesisk medicin er et meget avanceret diagnose- og behandlingssystem. Med en smule viden om akupunktur og kinesisk medicin kan man effektivt behandle symptomer som feks. graviditetsgener, menstruationssmerter og hovedpine. Med en større forståelse af og uddannelse i kinesisk medicin kan man stille en individuel diagnose og ud fra denne behandle de dybere ubalancer, som er årsag til symptomerne.
Akupunktur bygger bl.a. på viden om kroppens meridianer, som er baner, hvor livsenergien strømmer. Til hver meridian knytter sig et indre organ, som varetager bestemte fysiske, psykiske og energimæssige funktioner i kroppen.
Ubalancer i energiflowet i meridianerne eller i organernes funktioner skaber sygdom, smerter, psykiske symptomer eller andre ubalancer.
Via aktivering af specifikke punkter på meridianerne med ganske tynde nåle kan meridianernes og organernes energi påvirkes og ubalancer harmoniseres.
I den kinesiske medicinske tradition opfattes krop og psyke som en enhed. Akupunkturbehandling retter sig således mod det hele menneske.