26. marts 2018

Thea's historie

Under min sidste graviditet modtog jeg jævnligt behandlinger af Johanne. Helt fra graviditetens start og også efter fødslen af min datter.

I min første graviditet oplevede jeg, ovenpå en ellers god og ukompliceret graviditet, en svangerskabsforgiftning som drænede mig komplet for energi lige op til fødslen af min søn, og som tog pusten fra mig under og efter selve fødslen. Derfor ønskede jeg denne gang at gøre noget aktivt for at stabilisere, styrke og støtte mit system hele vejen igennem processen. 

Det var for det første både af- og opklarende at tale min sidste graviditet igennem med Johanne. Jeg fik allerede i løbet af vores første samtale, et nyt perspektiv på, og en klarere forståelse af, forløbet i min sidste graviditet og hvorfor jeg var disponeret for at møde netop de komplikationer som jeg gjorde. Dette ud fra Johannes brug af ‘fem-element teorien’ som hun forklarer ukompliceret, let og anvendeligt. 

Det var desuden slående hvor præcist fem-element teoriens inddeling af graviditeten i forskellige faser talte ind i min egen konkrete oplevelse af min graviditets udvikling. Jeg kunne starte et møde med Johanne ved at fortælle om min aktuelle tilstand og om hvilke forandringer jeg havde oplevet siden sidst, og faktisk uden undtagelse kunne Johanne, med stor præcision, forklare hvordan det stemte overens med faseovergange set udfra fem-element teorien. 

I perioder fik jeg en ca. månedlig, styrkende behandling udfra den aktuelle fase og selvfølgelig mine egne aktuelle behov. I andre perioder fik jeg hyppigere behandlinger når jeg selv mærkede behovet for det. Det var tydeligt for mig at mærke hvilken forskel behandlingerne gjorde. Overordnet en følelse af øget lethed, klarhed, samling og flow i hele mit system.

Jeg er slet ikke i tvivl om at de kontinuerlige behandlinger jeg modtog gennem hele graviditeten virkede ind i selve fødselsoplevelsen. Det ‘overskud’ jeg kunne genkende fra Johannes behandlinger, havde jeg med mig under og efter fødslen. Det var smukt og styrkende og rakte langt ind i efterfødselsperioden. 

Johanne får mine varmeste og hjerteligste anbefalinger.

Thea Fersbye