7. september 2018

En rejse gennem graviditetens årstider

Del 2: Træ-fasen - graviditetens forår

- fra undfangelsen til midten af graviditetsuge 9

Dette er det andet i en serie på 8 indlæg, der handler om graviditet, fødsel og barselperiode set i et traditionelt, østasiatisk fem fase perspektiv (læs første indlæg her). Min erfaring er, at 5-fase perspektivet kan fordybe din forståelse af dig selv, dit barn og graviditetsprocessen og dermed give dig muligheden for at støtte dig selv, søge relevant støtte og vokse – både fysisk og personligt – mens du er gravid. For hver fase er der madopskrifter, råd og vejledning omkring typiske temaer i fasen, forslag til blomsteressenser og meget mere. Mit håb er, at det også vil være til gavn for dig, dit barn og din familie i denne helt specielle periode i jeres liv :-)

Træ-fasens energi

Træ-fasen relaterer til foråret, og den eksplosive kraft og udvikling, vi ser i naturen om foråret, er et billede på kraften i Træ-fasen. Det samme billede ses i den eksplosive cellevækst i det befrugtede æg i de første dage og uger efter undfangelsen.
Træ-fasen er karakteriseret ved et stærkt ekspanderende forandrings- og vækstpotentiale, og i din fysiske krop sker der i løbet af de første graviditetsmåneder enorme forandringer i et rivende tempo. Det kan udmatte dig og forstyrre den sensitive balance mellem Yang – opadstigende og udadgående aktivitet – og Yin – grounding og indre ro – og give symptomer som kvalme og opkastning.
Et træ er smidigt, elastisk og eftergiveligt, og sener, ligamenter og musklers bevægelighed er udtryk for Træ-aspektet. Lette muskelspændinger og jagende smerter i lyske og underliv er tegn på, at livmoderen vokser og strækker de ligamenter, der holder den fast i bækkenet. Dette er helt normalt i denne fase.
En gravidiet og fødslen af et barn er en begivenhed, der bringer helt fundamentale livsforandringer med sig for dig som gravid, for din partner og dit parforhold, og for jeres øvrige familie og omgangskreds. Dine og jeres livsomstændigheder må op til overvejelse, og alt i jeres liv skal nu forholdes til den nye situation. Planlægning og beslutningstagen, erkendelse af livsretning, visioner og kreativitet er temaer, der hører til Træ-fasen. Sommetider kan alt dette føles overvældende, og dine følelser og dit humør kan svinge hid og did som træets grene og blade i stormvejr.

støt dig selv i TRÆ-fasen

Ligesom en spæd plante har brug for at udvikle sig uforstyrret, til den har sat rødder og fået fodfæste, anbefaler de østasiatiske læger så megen ro, som muligt, både fysisk og følelsesmæssigt, i den første del af graviditeten, indtil moderkagen har sat sig godt fast i livmoderslimhinden og barnets plads i livmoderen er godt understøttet.
Øjnene og synssansen hører til Træ-fasen, ligesom den grønne farve; dette afspejles i den gamle talemåde: 'grønt er godt for øjnene'. At arbejde kreativt med farve og form og omgive dig med ting, du kan lide at se på, støtter Træ-fasen.
Den voldsomme fysiske og følelsesmæssige udviklingsproces, du er kastet ind i, kan kræve, at du stopper op og bliver sygemeldt i en periode, indtil du er mere stabil igen. Det er vigtigt at tage dette alvorligt.
At være gravid – og at føde – er en overgivelse til en naturlig proces og en dyb instinktiv viden. Træ-fasens impuls til bevægelse inviterer dig til at give slip på forsøget på at have kontrol og overgive dig til denne proces. Tag imod denne mulighed.

kost og graviditet

I den østasiatiske tradition er der en dyb og kompleks folkeviden om kostens helbredende og forebyggende potentiale. Overgangen mellem kost og medicin er glidende, og der er anbefalinger til enhver situation og enhver lidelse eller ubalance. Den mad, du spiser, kan understøtte din rejse gennem graviditetens faser, og farven på maden - og dens smag - kan være med til at vejlede dig i forhold til hvad, der er særlig godt i den fase, du befinder dig i.

En berømt kinesisk klassiker indenfor fødselshjælp, Shou Shi Bian, siger om kost under graviditet:

”Mad og drikke skal være tynd, ikke fed og tyk, mere klar, og ikke plumret. Mad skal være smagfuld og tempereret, ikke stærk og varm. Grønsager og ris må man spise, det mangler heller ikke i fattige husstande. De rige mennesker med deres fede, pikante hverdagsmad henvises kraftigt til at spise dette med måde, hvilket de nødig vil øve sig i.”
(oversat til tysk af Franz Hübotter, fra tysk til dansk af Johanne Siegumfeldt)

Generelt anbefales det gravide at undgå kolde, rå fødevarer og kolde drikke, da disse fødeemner kræver megen energi for at blive omsat af fordøjelsessystemet. Desuden anbefales det at begrænse kaffe, alkohol, sukker og andre stimulanser. I Østen spiser man ikke mælkeprodukter under graviditeten, da de øger ødem- og slimdannelse. I stedet er der tradition for at drikke masser af bouillon kogt på knogler fra okse, svin eller kylling som en kilde til blandt andet calcium. Der kan tilsættes lidt æblecidereddike til suppen, da det øger optagelsen af calcium. Denne bouillon siges at modvirke kramper samt at gavne dannelsen af fosterets knogler og tænder. 
I det følgende er der for hver fase inkluderet en opskrift, som er inspireret af fasen og i de fleste tilfælde indbefatter fasens kornsort. 

Til hver fase er knyttet en kornsort, og i den østasiatiske tradition bruger man fasens kornsort som en slags ’medicin’ mod de problematikker, man kan opleve i den pågældende fase. Hvis du oplever gener i din graviditet, prøv at tilberede mad med kornsorten, der hører til den graviditetsfase, du befinder dig i.

kost i Træ-fasen

Morgenen relaterer til Træ-fasen, og morgenmåltidet er vigtigt i denne periode af din graviditet.

Hvede er den kornsort, der hører til Træ-fasen.

​Træ-fasen repræsenterer forår, spiring, ny vækst og hurtig forandring.

Dette afspejler sig i den kost, der hører til Træ-fasen:

  • grønne, hurtigt voksende fødevarer, især dem med grønne stilke og spirer
  • bladgrøntsager som broccoli, porre, spinat, asparges og bladselleri
  • alle sure fødevarer, herunder surdejsbrød eller -kiks, eddike, pickles af alle slags, surkål, oliven
  • citrusfrugter, især citroner, appelsiner og grapefrugt, sur blomme, grønne frugter, ananas, stjernefrugt
  • kylling, lever, vildt
  • mung bønner, wasabi

cous cous morgengrød

Ingredienser (1 portion):
En klat kokosolie
Et halvt grønt æble
7 hasselnødder grofthakket
1 dl cous cous af hvede
2 dl vand
En lille bitte knivspids salt
 
Topping:
To spiseskefulde neutral soyayoghurt
En halv kiwi
Skal fra en citronbåd
Vanille
 
Tilberedning:
Skær æblet i stykker og hak hasselnødderne.
Find en lille gryde frem, gerne tykbundet. Tænd komfuret på middelvarme og smelt kokosolien. Put nødder i og lad dem stege i 3 minutter. Put så æblerne i og steg dem til de er næsten møre. Put cous cous i, og bland det hele rundt. Sluk varmen, hæld vand over, salt og læg låg på. Giv det 5 minutter til at suge væden. 
Server grøden i din yndlingsskål, og top med soyayoghurt, kiwistykker, citronskal og vanille. 
Variationerne er mange, smag dig frem ved feks. at blande mandler, rosiner og kanel i, eller måske brug smør i stedet for kokosolie. 

(Opskrift: Mathilde Siegumfeldt)

hvis du har kvalme

Hvis du har megen kvalme i den første del af graviditeten, er det vigtigere, at du får spist noget, end at du spiser det ’rigtige’. Spis små hyppige måltider, og spis dét, du kan få ned. Det er meget individuelt, hvad der kan hjælpe den enkelte gravide. Mandler er en hjælp for mange, ingefærbolcher virker for nogle. Følgende drikke kan virke kvalmestillende: tynd ingefærthe, sodavand, især en god ginger ale, pebermynte- eller verbenathe; 1 tsk æblecidereddike i en kop kogende vand, eventuelt med honning; danskvand med citron eller lime.
Nogle lugte vil kunne forværre kvalmen voldsomt. For nogle gravide kan det være en hjælp at bruge lugte, som afhjælper kvalmen, til at modvirke de lugte, der forværrer den. Du kan for eksempel bruge æteriske olier eller duftolier som pebermynte, vanilje, citron, lime, grape eller ingefær i en duftlampe, en aromaterapi-infuser eller i et karbad, eller du kan have olierne (eller en frisk citrusfrugt) med dig i tasken som et lugtesalt.

Rejseberetningen gennem graviditetens årstider fortsætter! Næste del handler om Ild-fasen - graviditetens sommer. 

Kærlig hilsen,

Johanne

kilder

Ruthild Schulze m.fl.: ’Die Jahreszeiten im Palast des Kindes’, Hebammenforum, august 2007
Nigel Ching: ’Akupunkturens Grundpricipper’, Forlaget Klitrose, København 2012
Franz Huebotter: ‘Shou Shi Bian. Ein chinesisches Lehrbuch der Geburtshilfe.’ Urban & Schwarzenberg, Berlin 1913
Li & Krautwald: ’The Path of the Empress’, Krautwaldverlag, Hamburg 2012
Daverick Leggett: 'Helping Ourselves: A Guide to Traditional Chinese Food Energetics', Meridian Press
Daverick Legget: 'Recipes for Self-Healing', Meridian Press
Christiane Seifert: 'Die Fünf-Elemente-Küche', Knaur MensSana 2007
Sarah J. Buckley: 'Gentle Birth, Gentle Mothering', Celestial Arts, Berkeley 2009
Henrik Dybvad Larsen: Fosterets og fødslens psykologi', Pregnant Press 2018
Lillian Bridges: ’About the 5 Elements of Food’, http://5elementfood.blogspot.dk/p/five-elements-of-food.html
Mathilde Siegumfeldt: diverse opskrifter

læs også:

Læs om Mathilde's og hendes søn Olmo's rejse gennem graviditetens årstider.

læs mere

Thea's historie

Læs Thea´s og Sora´s historie her.

læs mere

Tilmeld dig maillisten og få direkte besked, når der er nye blogindlæg :-)

...eller følg mig på instagram: @johannesiegumfeldt

0 kommentar(er)

giv en kommentar :-)