7. maj 2019

En rejse gennem graviditetens årstider

Del 6: Vand-fasen - graviditetens vinter

- fra slutningen af graviditetsuge 32 til fødslen

Dette er det sjette i en serie på 8 indlæg, der handler om graviditet, fødsel og barselperiode set i et traditionelt, østasiatisk fem fase perspektiv (læs forrige indlæg her).

5-fase perspektivet kan fordybe din forståelse af dig selv, dit barn og graviditetsprocessen og dermed give dig muligheden for at støtte dig selv, søge relevant støtte og vokse – både fysisk og personligt – mens du er gravid.

Akupunkturbehandlinger, der understøtter hver enkelt fase, kan balancere din krop og dit sind og dermed forebygge graviditetsgener og komplikationer og øge chancen for, at din fødsel går i gang af sig selv til tiden.

For hver fase er der madopskrifter, råd og vejledning omkring typiske temaer i fasen, forslag til blomsteressenser og meget mere. Mit håb er, at det også vil være til gavn for dig, dit barn og din familie i denne helt specielle periode i jeres liv :-)

Med Vand-fasen er vi nået til graviditetens vinter. Solen står lavt på himlen, kulden dominerer, og natten og mørket har overtaget over dagen og lyset. Al aktivitet i naturen er nedsat til et minimum. Nogle dyr går i hi. Planternes kraft er trukket helt tilbage, og livsessensen regenererer, fortættes og lagres i rødder, frø og kerner, så den er parat til at spire, gro og udfolde sig, når varmen sætter ind igen. Vinteren er slutningen og starten på livets cyklus.

Hvis vi fulgte naturens cyklus, ville vi være i ro om vinteren, lave stillesiddende aktiviteter og gå i seng, når det blev mørkt som bønderne før i tiden. 

gravid i Vand-fasen

Graviditeten fylder nu mere og mere, og du vil naturligt begynde at bevæge dig langsommere og have brug for mere hvile. Måske vil du opleve, at du gradvist søger mere indad og nedad i din krop. Vand-elementet kan vise sig som hævede ankler og øget tissetrang. Knoglernes og hjernens vækst relaterer til Vand-aspektet og træthed eller smerter i lænd og bækken kan være tegn på, at Vand-aspektet har brug for at blive styrket. 

Dit barns knoglestruktur, fysiske konstitution, intelligens og viljestyrke grundlægges og styrkes ud af den fortættede Vand-energi.

'"I Vand-fasen bør man gå tidligt til ro og stå sent op, give slip på personlige længsler og ønsker og opsøge varme."


(Den Gule Kejser)

hvile, hvile, hvile

Hvilen, vegeteren, 'at lave ingenting' styrker og understøtter Vand-aspektet. Det er afgørende vigtigt med denne dvalefase, hvor din grundkraft regenererer og fortættes, så du har energi til fødslen og moderskabet. Ligesom kraften i naturen om vinteren samles og koncentereres i træer og planters rødder og frø, koncenteres dine ressourcer i dit barn i stedet for, at du brænder dem af med udadrettet aktivitet. Det betyder, at dit barn får optimalt med ressourcer og kraft med sig til at kunne klare fødslens udfordringer og de mange fysiske og følelsesmæssige omstillinger , som er forbundet med at begynde livet. 

Sov, spis varm mad, drik varme drikke og saml kræfter til fødslen. Forbered barselperioden. Byg en dejlig rede for dig selv, din partner og dit barn i jeres hjem, hvor du kan ruge dit barn, og gå gerne i hi, hvis du kan. 

Vand-fasen og høresansen

Ører og høresans relaterer til Vand-aspektet. Lyt til musik, du kan lide, og som understøtter dig dér, hvor du er lige nu. Tal med dit barn, og syng for det. Barnet vil efter fødslen genkende og føle tryghed ved de lyde og stemmer, det har hørt i graviditeten. 

angst og basal tillid

Følelsen af at sige ja til livet og basal tillid grundlægges ifølge den østasiatiske visdom i dit barn i Vand-fasen af din graviditet.

Den anden side af tillid er angst, og angst kan være et tema for dig i den fase af din graviditet. Angst for fødslen og/eller det at skulle være mor kan for nogle kvinder overskygge den sidste del af graviditeten. Angst kan være en opfordring til at passe endnu mere på dine ressourcer eller at søge hjælp. Snak med din partner, din jordemoder eller en anden støtteperson, hvis du har brug for det. Lav måske en fødeplan, hvis du ikke allerede har gjort det.

Andre følelser, der har været undertrykt indtil nu, eller eksistentielle spørgsmål kan også komme op fra underbevidstheden i denne fase som en fisk, der kommer op fra havets dyb. Vær ikke bange for dette; det er godt, at disse ting ser dagens lys. Mærk dig selv, tag dine refleksioner alvorligt og følg din indre overbevisning.

Vand-elementets kvaliteter

Vand har at gøre med livsvilje, viljestyrke og det at flyde med livet.  At flyde med livet og ikke gå op imod det, at slippe kontrollen og overgive sig til livet, og at møde omstændighederne sådan, som de er, i tillid, er udtryk for Vand-elementets kvaliteter.

En fødsel handler i bund og grund om, at du overgiver dig til din krop og dine instinkter i tillid, at du slipper al kontrol og flyder med fødselsprocessen uden at stritte imod og stå i vejen for processen. At falde ind i og give dig hen til Vand’s kvaliteter, øve dig i at give slip og følge med og finde ind i den dybe tillid til dig selv, din krop og fødslens urkraft er således den bedste fødselsforberedelse, du kan give dig selv - og Vand-fasens gave til dig.

akupunktur i Vand-fasen

Undersøgelser tyder på, at fødselsforberedende akupunktur ugentligt fra graviditetsuge 35-36 kan forkorte fødselsforløbet, mindske risikoen for graviditets- og fødselskomplikationer og øge chancen for, at din fødsel går i gang af sig selv til tiden.

Hvis du har modtaget akupunktur, der understøtter graviditetens årstider, fra begyndelsen af din graviditet, vil din energi allerede være i god balance, og du vil sjældent have brug for ugentlige behandlinger.

kost i Vand-fasen

Varm mad og drikke er essentielt i Vand-fasen.
Den salte smag hører til Vand-aspektet. Inkluder lidt salt mad i din kost, gerne i form af tamari, miso, tang og skaldyr.

  • Sort ris er Vand-fasens kornsort
  • Mørke fødevarer: lilla, sort eller mørkeblå
  • Frisk fisk, kaviar og anden rogn, skaldyr af alle slags
  • Tang og havgrøntsager
  • Soyasovs, tamari, miso, fiskesauce
  • Svinekød, æg
  • Bønner af alle slags, især kidneybønner
  • Figner, blåbær, brombær, aubergine, grønkål,
  • Valnødder, sorte sesamfrø, solsikkefrø og græskarkerner

varm salat af tang, sort quinoa & kidneybønner

Ingredienser (2 pers): 
1 dl kidneybønner
2 dl sort quinoa
3 spsk tørret arame tang
1 aubergine
3-4 store blade grønkål

græskarkerner

Dressing: 
Saft fra 1 citron
1,5 spsk tahin
1 spsk soyasovs eller tamari
5-7 spsk god salatolie. Feks koldpresset rapsolie eller olivenolie

Tilberedning: 
Sæt kidneybønner i blød ca 12 timer. Kog dem til de er møre, ca 1 time. Imens sætter du quinoaen over, i lige dele vand og quinoa, i 20 minutter ved medium varme. Tangen putter du i en skål og overhælder med kogende vand. Lad et stå i blød, til du er klar til at blande det hele. Imens bønner og quinoa koger, kan du stege auberginen i sesamolie ved medium til høj varme. Afhængigt at stykkernes størrelse skal de have mellem 7 og 10 minutter. Kunne du få fat i grønkål, kan du skylle og hakke den i fine strimler og blanchere dem kort i vand. Imens alt stadigt er varmt blander du forsigtigt ingredienserne sammen i en stor skål. Til sidst overhælder du dressingen. Tilføj græskarkerner efter smag.

(Opskrift: Mathilde Siegumfeldt)

fødslen - den nye Træ-fase

Fødslen repræsenterer Træ-fasen, det nye forår.

Når du når til din terminsdato, er det en god idé at begynde at invitere Træ-fasen ind i dit liv og din bevidsthed. Mobiliser dit indre forår ved at bevæge dig mere, gå ture og danse. Ligesom blomsterne springer ud, og bjørnen springer ud af sit hi, skal du også springe ud i din fødsel...

...selvom det kan føles som at tage springet fra en 3-meter vippe ud, hvor du slet ikke kan bunde :-) 

Tak fordi du læste med :-)

Næste afsnit af blog-serien handler om Fødslens Fem Årstider.

Kærligst, Johanne

kilder

Ruthild Schulze m.fl.: ’Die Jahreszeiten im Palast des Kindes’, Hebammenforum, august 2007
Nigel Ching: ’Akupunkturens Grundpricipper’, Forlaget Klitrose, København 2012
Franz Huebotter: ‘Shou Shi Bian. Ein chinesisches Lehrbuch der Geburtshilfe.’ Urban & Schwarzenberg, Berlin 1913
Li & Krautwald: ’The Path of the Empress’, Krautwaldverlag, Hamburg 2012
Daverick Leggett: 'Helping Ourselves: A Guide to Traditional Chinese Food Energetics', Meridian Press
Daverick Legget: 'Recipes for Self-Healing', Meridian Press
Christiane Seifert: 'Die Fünf-Elemente-Küche', Knaur MensSana 2007
Sarah J. Buckley: 'Gentle Birth, Gentle Mothering', Celestial Arts, Berkeley 2009
Henrik Dybvad Larsen: Fosterets og fødslens psykologi', Pregnant Press 2018
Lillian Bridges: ’About the 5 Elements of Food’, http://5elementfood.blogspot.dk/p/five-elements-of-food.html
Mathilde Siegumfeldt: diverse opskrifter, kontakt: @psykomotorik_mathilde

læs også:

Mathilde's rejse

Læs om Mathilde's og hendes søn Olmo's rejse gennem graviditetens årstider

klik her

kursus for fødselshjælpere, akupunktører, gravide & andre interesserede

Lær at støtte den gravide gennem de 5 faser med akupressur, urter, blomsteressenser og vejledning i kost & livsstil.

læs mere og tilmeld dig her

Tilmeld dig maillisten og få direkte besked, når der er nye blogindlæg :-)

...eller følg mig på instagram: @johannesiegumfeldt